

Denne udstilling er udarbejdet af arkivleder Kaj Woelke
I 1888 starter Hans Chr. Schmidt sen. sin forretning i Damkobbel, Nørre Landevej 53, hvor der sælges høkervarer, brændsel og grovvarer, herunder foderkage
Schmidt, korn-, foderstof- og maskinhandel fra 1888 til 1969
I 1919 overtager sønnen Christian Hansen Schmidt forretningen.
Christian Hansen Schmidt deltog i 1. verdenskrig 1914 – 1918. Der kom først gang i forretningen efter 1920.
Efter 1920 opsættes en vindrose (mølle) på jernstativ fra P. Melchersen sen. Møllen trækker en kageknuser, som anvendes til foderkager. De blev leveret i plader og blev så knust til dyrefoder.
I 1923 flyttes høkeriet til Johannes Larsens købmandsbutik, nu Nørre Landevej 63.
I 1924 bliver møllen taget ned. Der opsættes en 22 Hk Dan glødehovedmotor. Der installeres blandemaskine, kværn, hejseværk og transmission.
I 1926 opsættes en større kværn, som kræver større kraft. Der opsættes derfor en Deutz dieselmotor på 25 Hk.
I 2. verdenskrig fra 1940 – 1945 kan der ikke skaffes dieselolie. Derfor opsættes en 25 Hk elmotor. Dieselmotoren fjernes efter krigen. I 1930`erne indsættes et renseri, hvor kornet kan bearbejdes til sædekorn.
I 1943 bliver Hans Christian Schmidt, rejsende hos faderen. Han var udlært i korn og foderstof hos Viggo Petersen, Kornimporten, Tandslet.
I 1947 – 48 optager han samtidig forhandling af Benzona malkemaskiner. De sælges til landmænd, når Hans Christian Schmidt alligevel er hos dem angående grovvarer og korn. Senere sælges landbrugsvogne og små redskaber.
Kassevogne og stadsvogne tages i bytte.
Der er efterhånden behov for at foretage reparation på brugte maskiner. Dette udføres af lokale smede, men det fungerer ikke ret godt. I 1952 starter Hans Christian Schmidt derfor sit eget værksted og ansætter den første mekaniker på værkstedet.
Der handles med alle slags maskiner og brugte tages i bytte.
I 1959 overtager Hans Christian Schmidt firmaet efter sin far
Salg af landbrugsmaskiner
Volvo benzin traktor er den første traktor som Hans Christian Schmidt sælger. Der tages heste i bytte, som videre sælges til en fætter Christian Andersen Gåsvig Kro. Traktorsalget fungerede ikke godt, da Hans Christian Schmidt ikke var aut. forhandler.
I 1953 bliver Hans Christian Schmidt autoriseret forhandler af Fahr dieseltraktor og alle andre Fahr landbrugsmaskiner.
Den belgiske selvkørende mejetærsker CLAYS forhandles også. Der monteres en del ilægger apparater.
Senere kom JF maskiner til.
Værkstedet foretager reparation af maskiner, der er taget i bytte ved salg, og yder service på solgte traktorer og maskiner. Fahr fabrikken stopper produktionen af Fahr traktorer.
Landbrugets mekanisering i begyndelsen af 1950’erne satte skub i konstruktion og produktion af traktorer.
Den røde BUKH traktor fra Kalundborg blev en stor succes og solgte godt. I 1957 bliver Hans Christian Schmidt autoriseret forhandler af BUKH traktorer for Sønderborg Amt. Først sælges DZ 30 og DZ 45 og derefter 302-403-452-554. I 1966 sælges 28 traktorer og bliver nr.1 i Sønderborg Amt. Men der tages også mange gamle traktorer i bytte.
Sidst i 1960’erne sendtes en helt ny BUKH traktor på markedet. Hele 3 modeller JUNO, JUPITER og HERKULES. Det var de gule traktorer, som var meget avanceret på den tid, og dermed også forholdsvis dyre. Hans Christian Schmidt solgte 4 JUPITER traktorer.
Men dansk landbrug var skeptisk og udlandet var afventende. Det betød manglende afsætning, og som følge deraf måtte BUKH produktionen opgives i 1968.
I 1964 fås forhandling af VETY bugseret mejetærsker fra Vestjyden, en 5,6- og 7 ½ fods. Der sælges rigtig mange, og der tages mange tærskeværker i bytte.
Der sælges også CLAYS selvkørende mejetærsker, men handlerne giver tab, og finansieringen er vanskelig.
Forretningen lukker
I 1963 bortforpagtes korn og foderstofafdelingen Elias B. Muus, Odense.
I 1969 flyttes hele forretningen til Hundslev.
Kreditforeningen overtager bygningerne i 1970 og Hans Christian Schmidt flytter fra Kegnæs.