Udstillingen 2019 udarbejdet af arkivleder Kaj Woelke (Barnebarn Jørgen Hansen)
“Seks år i den prøjsiske trøje”
af
Jørgen Hansen, Lillekobbel, Kegnæs
Thorn fra 1910 – 1912, Inf. Regt. 176, 3. kompagni
Jeg er født i 1890 og måtte derfor til mønstring i 1910, dog året forinden meldte jeg mig til aftjening af min værnepligt i Sønderborg, men fik afslag. Så i foråret 1910 faldt klokken i slag: jeg blev udtaget til infanteriet og måtte – som frygtet – til Thorn, hvor jeg den 12. oktober 1910 blev indrulleret i Inf. Regt. 176, 3. kompagni.
I rekruttiden var vi den første vinter indkvarteret uden for byen i fort “Friedrich der Grosse”, hvor vi lå i underjordiske kasematter i to etager oven over hinanden, men da vi blev tildelt kompagniet, flyttede vi ind i Wilhelms-kasernen i byen.
Thorn var fyldt med militær, ikke mindre end tre infanteriregimenter, en afdeling ulaner og noget artilleri udgjorde belægningen. Orlov har jeg kun haft én gang – i alt otte dage – i de to år, jeg har været der. Det sidste halve år fik jeg tildelt jobbet som bataljons-ordonnans, og selvom jeg samtidig fungerede som oppasser for en sergent dér, var det dog en god “Druckposten”.
Bryllup og indkaldelse, 1913 – 1914
Året efter min hjemsendelse blev jeg gift og overtog en lille ejendom på Kegnæs, men 10 måneder efter ringede klokkerne krigen ind, og den 5. august måtte jeg af sted. Til alt held var der overfyldt med reservister i Flensborg i disse dage, og som overtallig fik jeg job som oppasser hos en løjtnant.
Østfronten, Inf. Regt. 3, 12. kompagni, 1915
Den 1. februar var den fidus forbi, og jeg måtte med til opfyldning af Inf. Regt. 3, 12. kompagni, der var indsat på Østfronten. Her var man netop i færd med at drive russerne ud af Østprøjsen, og det var strenge dage med lange marchture og kampe ind imellem, men allerede den 24. februar 1915 blev jeg såret under venstre knæ. Vi var da nået til omegnen af Przemysl og ind i en lille by, der hed Pragnitz.
Såret og på orlov
Efter tre dages transport landede jeg i Berlin og blev indlagt på Vereins-lazarettet i Charlottenburg, hvor jeg den 29. april atter blev udskrevet og flyttet til 3. Sammelstelle, hvorfra det lykkedes mig at få min rekreationsorlov, og det endda på to gange 14 dage.
Russisk overmagt, Zlota-Lipa og Narajowka, tilbagetog, 1915
Den 8. juni gik det igen til Rusland, hvor jeg først blev tildelt 2. Ersatz Regt. Inf. Reserve, 6. kompagni, men den 26. juli kom jeg til mit gamle regiment, som hørte under 10. armé. Fra den 29. juli blev vi flyttet længere sydpå og var fra nu af tildelt sydarméen.
Russerne havde nu samlet kræfter til at overtage initiativet, og tyskerne måtte vige tilbage. Midt i september satte de så store styrker ind, at vi på en bred front mellem Zlota-Lipa og Narajowka måtte foretage et større tilbagetog. Ved denne lejlighed reddede vort kompagni kun to grupper ud af klemmen, og det ved en skyndsom flugt, men i hast blev vi opfyldt og indsat igen.
Dog næppe havde vi fået tid til at indtage en ny kampstilling, før russerne med store styrker brød igennem vore linjer til højre for os, men inden vi fik set os om, faldt de med overlegne kræfter i ryggen på os, og denne gang var der ingen anden udvej end hurtigst muligt at kaste våbnene fra os og få hænderne i vejret. Men vi led ingen overlast fra deres side, de viste os bare i hvilken retning vi skulle gå tilbage, og uden bevogtning overlod de os til vor egen skæbne. Det første stykke vej var jeg alene, men lidt efter lidt blev vi flere, så kom der omsider vagtmandskab, og til sidst var vi blevet til en flok på en 3.000 – 4.000 mand. Da først gik det op for os, hvilket omfang offensiven havde haft.
Kost og overnatning under tilbagetoget
I ni dage marcherede vi tilbage, og den første nat sov vi under åben himmel. Vi fik dog snart tag over hovedet om natten, men naturligvis ikke hotelværelser til logi. Mad fik vi kun tildelt tre gange i de ni dage, og det var jo begrænset, hvad vi havde i vor egen brødtaske den dag, vi blev taget.
Fra prøjsisk kriger til kulminearbejder i halvandet år
Vort bestemmelsessted viste sig at være et kulminedistrikt ikke ret mange hundrede kilometer bag fronten, og omdannelsen fra prøjsisk kriger til kulminarbejder blev klaret uden mange ceremonier. Jeg blev tildelt Schacht fem og fik nr. 258, begge dele var indgraveret i en rund messingplade, der endnu ligger hjemme i min skuffe.
Baraklejren, sengen, maden, lønnen og sundheden
Vi blev indkvarteret i en baraklejr, underlaget i sengen var kun de blanke brædder,
dække eller dyne måtte vi fantasere os til. Kun den sidste tid af vort fangenskab reddede jeg mig en stråsæk at ligge på. Af- og påklædning voldte os derfor ikke meget besvær, men vi frøs ikke, thi midt i barakken var der anbragt en ovn, og når det var koldt, blev den holdt gloende døgnet rundt – kul havde vi jo på første hånd. – Maden blev tilberedt af vore egne kokke, og den var ikke dårlig, egentlig bedre end den vi fik hos tyskerne. Vi arbejdede sammen med civile arbejdere, og kullene blev brudt med hakke og skovl. Jeg har dog hele tiden kun været beskæftiget med afstivningsarbejde.
Minerne var 130 – 150 meter dybe og i to etager. Daglønnen for os var 1 – 1 1/2 rubel om dagen, så små livsfornødenheder kunne vi få råd til at købe i “bazaren” nede i byen. Jeg købte engang et par sko til 40 rubler og en stortrøje ligeledes. Tobakken, man kunne købe her, havde aldrig haft nærmere bekendtskab med en ægte tobaksplante og kunne kun nydes i begrænset omfang, hvis man da lagde nogen vægt på at bevare sin sundhed. De russiske kvinder i byen agerede vaskekoner for os, naturligvis mod betaling.
1917
Således sled vi os igennem halvandet år. I 1917 blev der så undertegnet en fredsafslutning i Brest-Litovsk, og i oktober udbrød som bekendt den russiske revolution. Russerarméen gik i opløsning og tropperne søgte hjemefter, det så dog ikke ud til at blive den fred, som det russiske folk havde ventet, men det er en anden historie, de efterfølgende indre kampe inde i deres land mærkede vi ikke noget til i fangelejren. Derimod begyndte rygterne snart at svirre om, at der nu kom tyske tropper for at befri os. Som forvirringen i landet tog til, besatte tyskerne også mere og mere af russisk område, og i begyndelsen af 1918 benyttede enkelte grupper af de tyske fanger chancen til ved flugt at nå frem til et af tyskerne besat område for derved at gøre ende på deres fangenskab.
Med tog på flugt fra fangenskabet, 1918
Den 21. februar sluttede jeg mig til en 7-8 mand for at prøve lykken med at slippe bort. Vi var jo ikke under bevogtning og tog uden videre af sted til den nærmeste banegård, hvor vi entrede et tog i håb om, at det ville køre i den rigtige retning, altså mod et af tyskernes besat område, og i den tro sov vi hele natten.
Men anden dags formiddag opdagede vi, at det nok ikke gik helt, som vi havde ønsket. Vi var havnet helt nede ved Bug-floden, altså i Ukraine. Toget holdt ved en by, hvor der blev uddelt mad til os, og ingen havde lagt os hindringer i vejen.
Toget satte sig igen i bevægelse, men nu var vi ikke længere begejstrede for retningen, og et par stationer længere fremme forlod vi toget. Vi fandt frem til en kaserne der i byen, som var fyldt med vagabonder af samme slags som vi. Efter sigende var der her og i nærmeste omegn flere tusinder, der ventede på befrielsen. Vi blev forplejet fra kasernen, men omkring 1. april forstærkdes rygterne om, at tyskerne nærmede sig vort opholdssted.
Warschau, Königsberg og Frankrig
Den 4. april indfandt der sig en mindre troppeafdeling i byen, og vort fangenskab var slut, thi få dage senere stod det første tog parat til os, og jeg kom med.
Turen gik uhindret til Warschau, hvor vi kom tre uger i karentæne. Fra den 31. juli til den 29. august blev jeg tildelt mit gamle regiment igen, hvilket som bekendt lå i Königsberg, men den 30. august blev vi sendt til Frankrig, lå dog foreløbig et godt stykke bag fronten, og jeg blev udtaget til et minekasterkursus. Alt og alle var på dette tidspunkt indstillet på at drive tiden hen, så kursuset skred kun frem med sneglefart – rigtige minekastere fik de os aldrig uddannet til.
I tog mod fronten og tilbage igen, oktober – november 1918
Efterhånden kunne de bruge alle, der bare kunne røre et lem; thi den vaklende front skulle stives af, og i oktober måned blev vi pludselig stoppet i et tog, der tog retning mod fronten.
Da toget ikke kunne køre længere frem, blev vi beordret ud, hvorefter lokomotivet kobledes om i den anden ende af togstammen for at køre tilbage. Her øjede vi en chance, sprang på toget igen og kørte uden videre med tilbage den samme vej, som vi var kommet, hvad ingen forhindrede os i.
Vi var nået ind i november måned 1918 og kørte over den tyske grænse, hvor vi blev afkrævet vore våben, – og det var uden sorg, vi afleverede dem.
Ind igennem Tyskland gik det nu, og jeg lå oppe på taget af vognen.
Hamborg, 1918
I Hamborg søgte jeg over i et tog, der tog retning mod Flensborg. En officer afkrævede de rejsende deres identifikationskort, men mig gik han forbi.
Flensborg 1918
I Flensborg blev jeg anholdt af en vagt, men da jeg forklarede dem, at jeg skulle til Sønderjylland, fik jeg besked på at melde mig dér hos den vagthavende.
Lillekobbel, Kegnæs, d. 11.11.1918
Jeg meldte mig naturligvis ikke hos nogen vagthavende i Sønderborg, men tog med toget til Skovby og derfra til fods til Kegnæs, hvor jeg netop den 11. november nåede mit hjem i Lillekobbel igen.
Seks af mine unge år havde jeg ofret på den tyske krigsmaskine – og for mig at til ingen nytte. Dog havde jeg ikke taget skade, hverken på liv eller lemmer, og det må man vel ikke glemme at være taknemmelig for.
Kilde: ” Seks år i den Prøjsiske trøje” Af Jørgen Hansen Lillekobbel, Kegnæs
Årsbog. 1971. Foreningen af Dansksindede Synderjyske krigsdeltager(DSK) 1914 -1918