SØNDAG DEN 14. MAJ 1978

En fodtur Als rundt i 1918

I en tid med aktiv interesse for march- og vandreture kan det måske have interesse at læse lidt om en fodtur Als rundt i juli 1918. Året forud var vi fire 15-17 års gutter, håndværkslærlinge i Flensborg, som havde gjort en tur fra Flensborg over det skønne Angel til Slien og tilbage over Isted og Sankelmark.

Det var en tid med rationeringskort og kontrol med hjemmeforsyningen, så det kneb på Angelturen at foruagere undervejs, dog var der ved Langsee en gårdmandskone, som gav et ordentlig aftenfoder og lidt proviant mod, at vi lavede nogle tegninger af hendes gård. De kunne sendes til manden og den ene søn som lå ved fronten. Vi var jo to malere, en snedker og en billedskærer, som på aftenskolen havde lært perspektiv- og blyantstegning.

På Alsturen tog vi altså en jerngryde med, så kunne vi altid koge kartofler eller kålrabi til styrkelse under vandringen. Fra Flensborg til Sønderborg sejlede vi pr. fjorddamper, det var vist mod det gode skib »Fylla«, hjem til min mors kødgryder, og hvor vi gik til ro på høloftet. Den gang måtte der holdes kreaturer inden for staden, lugtesansen og hørelsen var ikke så sart som i dag, hvor benzinos og motorcykellarm betragtes som mere kultiverede livsytringer.

Næste morgen, forsynet med en madpakke og en pølse, forlod vi Sønderborg ud ad Fiskerstien, som nu er forsvundet, videre gennem Sønderskoven til Høruphav og ned til færgebroen, hvor vi skulle fremvise vort »Ausweis« til en hyggelig Landstormmand godt oppe i årene, og som havde dette job samtidig med, at han skiftevis med andre var vagtmand ved udkommanderede russiske krigsfanger.

Vinden var god, så vi blev sejlet over til Kegnæsfærgegård uden brug af motor, der skulle spares på brændstof. Velankommet på Kegnæs stod atter en Landstormmand for at se vore »Ausweis« med foto, dataer og stempel af en eller anden »Amtsvorsteher«. Det var forløberen for vor tids identitetskort.

Nudistskandale

Så gik vi i retning mod Kegnæs-Kirke forbi den store gård »Hjortholm« bygget af munkesten, og hvor der ligeledes var en flok russiske krigsfanger. De blev i øvrigt behandlet godt af egnens befolkning, såre godmodige som de gennemgående var.

Den gang var der ingen asfaltveje, der støvede fælt, så efter at have kigget ind i kirken og lavet en tegning, skyndte vi os ned til stranden ved Sønderby og gik i vandet ligervis nudister, men det blev rigtig nok taget ilde op af en Kegnæsbo, som sikkert må have observeret os gennem en kikkert. Sådan en uanstændig opførsel.Vi tog den med ro, tørrede os, fik tøjet på, spiste vore klemmer, hvorefter vi med lidt mandolinmusik og en sang gik mod Østerby, gennem det særdeles særprægede og uberørte landskab, hvor der i dag er et gevaldigt leben med telte, isboder og campingvogne.

Det første mål var gården »Sønderkobbel, hvor jeg havde noget familie, min mors fødegård, de var klar over vor ankomst, så ved »nare tid« deltog vi i et for os fint festmåltid med pandeflæsk og tvebakker til kærnemælkskoldskål. Snedkeren og billedskæreren havde taget deres mandolin med, min kollega en mundharpe og jeg lavede lidt baggrundsbrummeri, så vi underholdt til gengæld med lidt musik og sang dels på tysk, dels på dansk. Vi opdagede efterhånden, at vi såmænd kunne farte langt på vore musikalske og sanglige ydelser. Den gang var der ingen radio eller fjernsyn, allerhøjst en skrattende spilledåse med metalvalser. Vi gik tidligt til ro på høloftet, hvor vi moslede os ned, godt indpakket i vort uldtæppe, for høet stak jo lidt. Kattebesøg henad natten forstyrrede os ikke.

Spandeskramlen og træskoklapren vækkede os tidlig. Vi blev budt på davre og hjemmelavet kaffe, vistnok brændt byg, og det føltes som en fyrstelig opvartning. Rygsækken blev fyldt med gode æbler, og så drog vi ned mod Drejet, østenom volden hvor »Kajborgen« skal have ligget, nu går asfaltvejen vestenom voldstedet. Østersøens vand fristede, så vi tog os igen et forfriskende bad, uden tvivl under observation fra fyret, hvor der holdtes udkig efter fjendtlige skibe eller mulige flygtningebåde.

På spionfærd?

Vor mening var oprindelig at gå med strandkanten til Mommark, det ville dog forlænge turen, desuden tyngede jerngryden, selvom vi skiftedes til at bære den på vor rygsæk, så stak vi opover Lysabild til Sarup over Mommark og det idylliske Voigt-strand lidet anende, at jeg under næste krig skulle opleve nogle uforglemmelige tider i en kollektivlejr i telte fra ”Det unge Grænseværn” netop ved Voigtstrand. Henimod aften nåedes gården ”Øvelgønne” (Nu Danebod Højskole), og vi købte nogle kartofler, gik ned til stranden, fik samlet passende stene til at stille gryden oven på et bål nedenunder. Pludseligt stod en landstormmand ved siden af os og spurgte, hvad vi lavede. Vi havde et rapt svar på læben, for der skulle da megen intelligens til for at se, at vi var ved at koge kartofler. Vi fik dog ordre til at slukke ilden, og med et spark af sin kraftige militærstøvle ødelagde han vort bål uden dog at vælte gryden. Det kunne jo være, at vi ligesom indianerne lavede røgsignaler over til Danmark, nemlig Ærø. Han forlangte vort ”Ausweis”, og da han så vi var fra Flensborg, lød det bøst: ”Was wollt ihr denn hier?” Vi fortalte, at vi var på ferietur og skulle tilbage inden søndag. Så fik han fat i vore tegneblokke, som blev omhyggeligt studeret, måske i den tro at det var militæreobjekter, vi kunne jo være en salgs spioner.?

Uskadelige for riget

Nå, omsider fandt han os uskdelige for det tyske rige, viste os op til en gård bag skoven, hvor vi i ro kunne lave vor mad, og ønskede os endda ”Gute Fahrt”. Om natten sov vi igen på et høloft hos en venlig ældre bonde, som vi først fik lidt aftensnak med. Den ene søn var faldet, den anden vistnok i fangenskab. Han var sørgmodig og spurgte, om vi havde været på session, altså ”Musterrung”.

Næste dagtur gennem Nørreskoven var en betagende naturoplevelse, solen skinnede og varmede, der var et farvespil mellem træerne, af og til sås et glimt af Østersøens blå vand, men også en tysk patruljebåd lå på lur. Dog om dagen ville vel ingen forsøge at komme over til det neutrale Danmark, hvadenten det vare en russer eller en landsmand, som var træt af at være Kejser Wilhelm tro. Vi nåede helt op til Købingmark, hvor stranden bestod af det fineste sand, så vi gi igen ud i de fristende bølger, mens kartoflerne i jerngryden fik opkog.

Noget for os

Nu gjaldt det om at finde et natlogi, og tæt ved Nordborg gik vi ind på en mindre gård, og efter nogen parlamenteren viste gårdmanden os hen til laden, hvor han på logulvet smed nogle knipper halm, som vi kunne ligge på. Da vi havde stillet vort ”habengut” i hjørnet af loen kom en yngre venligt udseende kone og spurgte, om vi ville med ind og spise lidt, idet hun netop havde lavet en god portion boghvedegrøde. Det var lige noget for os, der kom endda en klat hjemmekærnet smør oveni. Det viste sig, at hun var svigerdatter til den ældre gårdmand, hvis søn lå ved marinen i Kiel. Efter lidst snak spurgte hun hvad det var for instrumenter, vi havde taget med. Jo, det var en mandolin, om vi kunne spille lidt? Jeg forklarede så, at det blev på både dansk og tysk, Alssangen, Das Wandern ist des Müllers Lust, og lignende hyggelige viser. Vor lille underholdning udløste en hyggestemning hos begge værtsfolk, og de bød på et glas hjemmebrygget øl og nogle skiver brød med pølse på.

Pølser i høet

Nå, det gemytlige får en ende, næste dag skulle vi nå Sønderborg, og der var en 35 km. at trave. På logulvet søgte vi at gøre os det gemytligt fo rnatten, men det trak nog så uhyggeligt henad logulvet, så vi enedes om at kravle op på høstænget, hvor vi arbejdede os godt ned i høet, og ved dette mosleri fik jeg fat i noget, der føltes om en pølse, hvad det så end var. Derved opdagede vi, at gårdsfolkene havde gemt både pølser og dejlige skinker i skjul af høet, så gendarmen ikke kunne finde det under en mulig visitation.

Hjemmeslagtning var jo forbudt. Nu forstod vi, hvorfor bondemanden ikke ville have os op i høet. Nå, vi lod pølser være pølser, vi var trætte og trængte til søvn. Ved femtiden var vi klar igen med ransel og gryde, gårdfolkene var også tørnet ud, og vi sagde farvel og tak. Hjemturen gik gennem Nordborg, Oksbøl og Egen, hvorfra vi beundrede den storslåede udsigt over landskabet, som lå flimrende i morgensolen. I Ketting dristede vi os til at gå ind på kroen og spurgte, om vi kunne købe varm mad uden rationeringsmærker.

Da jeg betrodede krokonen, at far var Ketting og havde lært slagterhåndværket hos slagtermester Erichsen lige overfor kroen, syntes hun vel, at der ikke kunne være forbundet nogen fare ved at servere en nys lavet suppe med kødklumper og melboller.

Vi måtte dog ikke sidde i skænkestuen, det skulle foregå i privaten, altså køkkenet. Det gjaldt om at være forsigtig. Ved Bro var vi heldige at komme op at køre på et læs med kornsække, som skulle ”te stajs” og kørende i de gamle vejtræers skygge nød vi den sidste del af vor tur. Nu er vejtræerne en saga blot, kun ved Krumom står endnu nogle og vidner om en svunden tid.

Hjemkommet i Løngang fik vi os et godt varmt bad i en stor blikbalje i kælderen, og af min mor en stor portion ”Snysk”, og så på høloftet igen efter at have aflagt en kort beretning. Næste dags morgen gik sejlturen over Skelde, Brunsnæs, Sandager, Rønshoved, Sønderhav, Kollund til Flensborg. Kammeraterne, hvis navne var Schwarsrock, Jensen og Galezki, drog senere på egen boldgade og vi tabte forbindelsen med hinanden. Men mindet om en gevaldig god vandretur er i behold.

Chr. Paulsen